Curriculum Vitae
CD
Galleri
Kontakt
Dansk English
Kasper Knudsen er født i 1977 i Esbjerg. Han tog Diplomeksamen fra Vestjysk Musikkonservatorium, Esbjerg i 2002 og havde sin officielle debut fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium, Århus i Juni 2006 akkompagneret af Esbjerg Ensemble under ledelse af dirigent Thomas Søndergaard.
Af betydningsfulde lærere i Scandinavien kan nævnes Ole Andersen, Kristian Steenstrup, Ketil Christensen og Haakan Hardenberger.
Desuden har Kasper foretaget flere studierejser til Chicago, New York og Philadelphia med undervisning hos messingblæser legenderne Arnold Jacobs og Adolph Herseth fra Chicago Symphony Orchestra, Vincent Penzarella fra New York Philharmonic samt David Bilger fra Philadelphia Orchestra.
Kasper har optrådt som solist med blandt andre Frimurerlogens Orkester i København samt flere danske militærorkestre.
Han er flittig kirkekoncertgiver i Danmark og USA og har spillet trompet og klaver solokoncert i London.
Moderne musik er en stor del af Kaspers virke, og han har således bestilt og uropført flere nye værker for henholdsvis trompet og kammerorkester samt trompet og orgel. Flere af disse værker er at finde på cd’en Danish Music for trumpet and organ indspillet med organisten Inge Beck (CLASSCD 405).
I sæsonen 2000/2001 var Kasper tilknyttet Danmarks Radios Symfoniorkester og derefter Deutsche Oper, Berlin. Han var i sæsonen 2003/2004 ansat som alternerende solotrompetist i Orquesta Sinfonica de Tenerife, Spanien. Endvidere har han løst assistanceopgaver i div. landsdelsorkestre, Esbjerg Ensemble, Komische Oper, Berlin og Kymi Sinfonietta, Finland.
Fra 2005 har Kasper været ansat på kontrakt i Det Kongelige Kapel som 2. solotrompetist.
Kasper har modtaget flere legater, heraf kan nævnes Havfruelegatet 2005.
Trompetist Kasper Knudsen Forsiden